Kroppen skal ikke fixes. Den skal forstås.
Kroppen fortæller os hele tiden noget. Den reagerer på vores oplevelser, følelser, tanker og det tempo, vi lever i. Nogle gange spænder den op, bliver urolig eller føles tung – ikke fordi den er forkert, men fordi den forsøger at skabe balance.
Mit navn er Line, og jeg er uddannet kropsterapeut fra Totum Skolen for Kropsterapi. Til daglig studerer jeg skuespil på Den Danske Scenekunstskole, hvor jeg arbejder med kroppen hver eneste dag – med nærvær, åndedræt, kropsbevidsthed og forbindelsen mellem det fysiske og det følelsesmæssige.
Min vej ind i kropsterapien bygger på en stor nysgerrighed på mennesker og på den måde, kroppen udtrykker det, vi ikke altid selv kan sætte ord på. Jeg mærker også på egen krop, hvor stor en forskel det kan gøre at blive mødt gennem behandling, og jeg modtager selv løbende kropsterapi.
Hos mig handler behandlingen ikke om at rette eller fixe kroppen. Den handler om at lytte til den. Jeg skaber et trygt rum, hvor der er tid til at sænke tempoet, slippe spændinger og komme tættere på dig selv.
Gennem rolige, manuelle teknikker tager behandlingen udgangspunkt i dig og det, din krop kommer med den dag. Målet er ikke at presse kroppen til forandring, men at skabe de bedste betingelser for, at den kan give slip og finde mere ro.
Nogle oplever en mærkbar forskel allerede efter én behandling, mens andre har glæde af et længere forløb. Det afhænger altid af den enkelte og det, kroppen kommer med.
Mit ønske er, at du går fra min behandling med lidt mere ro, lidt mere frihed i kroppen og en stærkere kontakt til dig selv.